SÅDAN FIK JEG LIVET TILBAGE!
– min historie fra træthed til energi
– min historie fra træthed til energi
Mit navn er Louise Koch, og jeg har oplevet at gå ned med binyretræthed i så alvorlig en grad, at jeg knapt kunne gå fem skridt eller forlade min seng. Sygdommen kom snigende over en årrække, hvor jeg ubemærket blev mere og mere træt. Den blev hjulpet godt på vej af et par gange, hvor jeg gik ned med stress. Her er min historie:
Lige siden jeg var to år, døjede jeg med daglig eksem, efter at jeg fik børnevaccinerne. Hver dag blev jeg smurt med binyrebakhormonsalver/ cortisol cremer, og det fortsatte indtil jeg i 2009 lavede de ændringer, jeg fortæller om senere.
Som teenager fik jeg kyssesyge og blev meget syg, og siden da var jeg jævnligt syg med især halsbetændelser og småforkølelser. Derfor er det med årene blevet til rigtig mange antibiotikakure, smertestillende piller og en masse anden ‘almindelig’ medicin.
Som voksen arbejdede jeg i TV-branchen, og her begyndte jeg at blive enormt træt. Jeg fik smerter i leverområdet og gul i huden. Samtidig begyndte jeg også at få angstanfald, som gjorde, at jeg ikke kunne gå på arbejde i halvandet år. Med tiden kom en masse andre småskavanker til, såsom hormonelle forstyrrelser, urinsyregigt i fingre og tæer, candida, hovedpiner, betændelser o.l.
Jeg hyperventilerede og nogle af de lidt mildere symptomer var, at jeg altid frøs, tit havde væskeophobninger, stærk PMS og så begyndte mit hår og mine negle at knække. Til trods for symptomerne kom jeg tilbage i TV-branchen og klarede den i nogle år på lykkepiller, selvom jeg stadig led af daglige angstanfald. De ovennævnte symptomer blev heller ikke mindre. Tværtimod.
I 2007/8 arbejdede jeg på en lidt stressende TV-produktion, og jeg havde det vildt skidt hver morgen, når jeg vågnede. Mine øjne og mund var totalt udtørret, jeg hostede slim op, rystede, havde kløende øjne, hovedpine, væskeophobninger og spændinger i skuldrene. Det sortnede også, når jeg rejse mig op. Samtidig havde jeg svære problemer med at sove om natten, og min læge gav mig selvfølgelig mere og mere medicin. På det tidspunkt fik jeg både sovepiller, smertestillende piller mod urinsyregigten, binyrebarkhormoncreme for eksemen, lykkepiller, muskelafslappende piller mod spændingerne og p-piller.
Jeg fik selvfølgelig jævnligt lavet blodprøver, men ingen af dem viste noget usædvanligt, og til sidst følte jeg, at min læge troede, jeg var hypokonder.
Jeg var utroligt frustreret, fordi jeg ikke vidste hvad der var galt, og hvad jeg skulle gøre. Min stresstærskel dalede, og tit oplevede jeg at være tåget i hovedet og have store problemer med korttidshukommelsen. Det kom så vidt, at jeg var seriøst bekymret for at køre bil, efter at jeg tog mig selv i at køre over for rødt på en tom landevej. Til sidst var trætheden også så slem, at jeg ikke orkede at danse, når jeg var på diskotek eller at gå op på loftet, som lå på 5. sal. Jeg fik oven i det hele også konstateret HPV virus – den som kan give livmoderhalskræft, og fik derfor Gardasil vaccinerne for det.
Selvom jeg følte, at jeg spiste relativt sundt, røg der mange usunde sukkerholdige ting ned for at holde mig selv kørende. Det var især kage og slik, og i perioder spiste jeg adskillige æsker pålægschokolade om ugen – uden tilbehør!
I april 2008 besluttede jeg at prøve at leve ekstra sundt og lagde min kost om. Jeg fjernede alt gluten, mælk, E-numre og raffinert sukker, og så prøvede jeg kun at købe økologi og sunde hele fødevarer. Jeg fjernede også alt kemi i min hverdag i f.eks. cremer, shampooer og makeup. Efter nogle uger med den nye kost og livsstil holdt mine daglige angstanfald op, og jeg fik det mentalt meget bedre. Jeg var blevet angstfri og behøvede ikke længere lykkepiller (set i bakspejlet er det utrolig tankevækkende, hvor meget kemi og usund kost i hverdagen har at sige.)
Kort efter begyndte jeg også på en candida- og afgiftningskur med Chlorella (en alge der løsner tungmetaller i kroppen – f.eks. kviksølv), og herfra gik det til gengæld stærkt ned af bakke for energien. Min trætte lever kunne ikke følge med de mange giftstoffer, der pludselig blev frigivet, og mine binyrer sagde helt stop. Jeg vidste slet ikke, hvor skrøbelig min krop var på det tidspunkt, og det var simpelthen dråben, der fik bægeret til at flyde over.
I et par måneder lå jeg i sengen totalt energiforladt og havde det ubeskriveligt dårligt. Jeg var simpelthen braget ned med binyretræthed af den værste slags.
Det var så slemt, at jeg ikke orkede at stå længe nok op til at tage et brusebad og knapt nok at gå ud på toilettet. På det tidspunkt så listen af symptomer og skavanker nogenlunde sådan ud: ekstreme lændesmerter, angstanfald, fødevareintolerancer, udtørrede slimhinder, nedsat sexlyst, morgenhoste med slim, eksem, urinsyregigt i tæerne, candidasvamp, væskeophobninger, søvnproblemer, nedsat stresstærskel, ledsmerter, betændelser/ infektioner, hår og negle der knækkede, hovedpiner, nedsat sexlyst, slem PMS, støvallergi, trang til salt og sukker, overfølsom over for høje lyde, sorten for øjnene når jeg rejste mig, forblødning før menstruationen, nedsat hormonproduktion, problemer med korttidshukommelsen, uklar i hovedet, daglige smerter i leverområdet, galdestensanfald og så frøs jeg altid.
Igen fik jeg lavet alt i prøver, der viste at alt var normalt, og til sidst fik jeg en henvisning til Hvidovre Hospital. De kunne dog heller ikke måle noget, og det var først, da jeg selv betalte for en række dyre prøver fra et laboratorium i USA, at jeg fik konstateret svær binyretræthed og en masse andre helbredsproblemer.
Da jeg viste prøven til min læge, sagde han, at han ikke kunne bruge den til noget, fordi han ikke var uddannet i at tolke dem. Faktisk anerkendte han slet ikke begrebet binyretræthed, og at jeg gik derfra dybt frustreret. Der var absolut ingen hjælp at hente der, og jeg måtte finde løsningen på egen hånd.
Derfor forsøgte jeg mig i stedet i et år med alt i kosttilskud, hormontilskud, alternative læger og forskellige kostretninger inkl. en Amerikansk binyretræthedskost.
Desværre blev det ikke synderligt meget bedre af det og på nogle områder endda værre. Det samme gjorde min økonomi, der hastigt gik den forkerte vej og nåede 87.000 i gæld.
De eneste tilskud som jeg oplevede havde en positiv virkning var forskellige hormontilskud og hormoncremer, alt sammen købt online. Senere fandt jeg dog ud af, at nogle af dem slet ikke var lovlige i Danmark, og jeg fik også en bøde for at købe dem. Derefter var det slut med hormonerne, og jeg måtte finde på noget andet. Det kunne heller ikke være rigtigt, at jeg i så ung en alder skulle være afhængig af kunstige hormoner for at holde mig på benene. Der måtte findes en anden løsning.
Jeg var nået dertil, hvor jeg var villig til at prøve hvad som helst, så da jeg i en binyretræthedsgruppe blev foreslået at prøve kostretningen ’rå 80/10/10’, følte jeg ikke, at jeg havde noget at miste. Selvfølgelig var jeg først lidt skeptisk, for kosten bestod kun af rå frugt og grønt i kæmpe mængder. Jeg var bl.a. bekymret for proteinmangl, når nu jeg ikke skulle spise kød, og for om man virkelig kunne spise sådan uden at få mangler i længden. Efter en masse research kom jeg frem til, at det kunne man sagtens, hvis man gjorde det rigtigt, og i sommeren 2009 gav jeg det et forsøg.
Min energi var nemlig stadig så nedsat, at jeg gerne ville ofre både smagsoplevelser og pålægschokolade for at kunne få oplevelser i den virkelige verden. Mit liv var simpelthen intet værd uden min krop, så jeg sprang ud i det og trappede langsomt ind.
’80-10-10’ betyder, at maden indeholder minimum 80% kulhydrater, maximum 10% protein og maximum 10% fedt af ens daglige kalorieindtag.
Det er en rå vegansk frugtbaseret kost med lavt fedtindhold, hvilket mere specifikt betyder, at maden ikke har været opvarmet og primært består af frugt, salat og grøntsager. Derved er flere vitaminer, mineraler og næringsstoffer i det hele taget intakte. Jeg tilføjede også daglige grønne smoothies og tjekkede hver dag i et program, at jeg gjorde det hele korrekt.
Samtidig lavede jeg også en omfattende livsstilsændring, hvor jeg bl.a. fjernede endnu mere kemi fra min hverdag, og begyndte at leve på naturens præmisser ud fra en livsstilsretning, der hedder Naturlig Hygiejne.
I starten kom der mange detoxsymptomer i form af maveproblemer, hovedpiner, hårtab, kvalme, træthed, influenzasymptomer o.l., men på kun 10 dage med den rigtige overgangskost kunne jeg ikke længere mærke eller se noget til min candidasvamp. Efter et par måneder begyndte jeg at få mere energi, og så fik jeg en periode, hvor jeg blev nærmest euforisk lykkelig og et hidtil uset energiboost. Derefter røg min krop til gengæld for alvor ned i en tung detoxproces, hvor mange af de symptomer jeg døjede med, blev værre i en periode. Det var hårdt, især fordi min overbelastede lever ikke kunne afgifte alle toxinerne særlig godt, men de fleste andre har heldigvis ikke dette problem. Alligevel fik jeg langsomt mere og mere energi, og efter kun et halvt år kunne jeg fungere nogenlunde igen, og mange af mine symptomer var begyndt at forsvinde.
I de næste to år brugte jeg tiden på at lære endnu mere om naturlig helbredelse og prøvede at eksperimentere med mig selv og optimere indsatsen på alle mulige måder. Undervejs lavede jeg bl.a. en symptomdagbog, så jeg nøje kunne følge med i, hvordan jeg reagerede på de ting jeg gjorde.
En af de mest effektive ting var de grønne smoothies, hvor man blender bladgrønt og frugt med vand, og jo mere bladgrønt des bedre. Dem begyndte jeg derfor at drikke rigtig mange af, og det kunne mærkes på min søvn, mit humør, min hjerne og min hud.
Jeg fortsatte dog med at have periodevise op- og nedture, med detox og lettere udrensningssymptomer, men de blev med tiden mindre og mindre. Efter et til to år var det meste af hvad jeg tidligere havde fejlet væk, og 80/10/10 kosten havde i bund og grund reddet mit liv.
I dag, efter mere end 10 år på kosten, er jeg helt rask fra binyretræthed og alle de andre symptomer jeg døjede med. Jeg danser sportsdans flere gange om ugen og kan igen gå på arbejde helt normalt.
Jeg har massere af energi i løbet af dagen og ikke længere hverken leversmerter, gul hud, angstanfald, søvnproblemer, candida, urinsyregigt, PMS, væskeophobninger etc. Jeg kan rejse igen og tager ikke nogen kosttilskud, piller eller hormontilskud ud over B12.
Siden har jeg også fundet ud af, at min eksem var forårsaget af histaminintolerance, som var opstået pga. børnevaccinerne. Min sidste mission er derfor helt at komme af med histaminintolerancen, så jeg kan spise histaminrige fødevarer igen, uden at få eksem. Så med andre ord har jeg så godt som ingen helbredsproblemer længere, og jeg kan faktisk ikke huske, hvornår jeg sidst havde en influenza eller var forkølet! Og min læge, ham ser jeg aldrig!
I dag elsker jeg min nye kost og livsstil. Faktisk er det meget få af de gamle ting jeg savner, og hvis jeg ind imellem får rigtig meget lyst til noget, er det som regel chips. Som udgangspunkt lever jeg ca. 80-90% af rå mad, og de sidste 10-20% bruges på lidt opvarmet vegansk mad, især i sociale situationer. Alt hvad der hedder raffineret sukker, raffinerede fødevarer, te, kaffe, chokolade og alkohol er lagt på hylden, sammen med kød, brød, smør, sodavand, kage etc.
Om jeg vil leve sådan hele livet ved jeg ikke, men lige nu har jeg det så godt, at jeg faktisk ikke har lyst til andet.
Jeg er bestemt ikke den eneste, der har haft positive resultater med denne kost- og livsstilsændring, og derfor har jeg lavet en hjemmeside om det. Den hedder Rask på Raw. På siden er der bl.a. en masse interviews, hvor folk fortæller, hvad de er blevet raske fra og hvad de gjorde.
I dag har jeg simpelthen gjort det til min mission at hjælpe andre med også at blive raske helt naturligt, uden kosttilskud, piller og kunstige hormoner. Alle fortjener muligheden for at lære dette og for at få livet igen.
Jeg har derfor lavet et kursus om kosten, hvor man lærer præcist hvad man skal spise og ikke spise. Det hedder ’Frugtkost for begyndere’, og her hjælper jeg med at trappe ind i kosten over 4 uger. Man lærer hvordan man køber ind, sammensætter maden, hvor mange kalorier man skal have, hvordan man undgår de klassiske faldgruber, hvilke opskrifter man kan lave og meget mere. Læs mere om kurset her…
Det var min historie. Tusind tak fordi du læste med, og jeg håber meget, at du har lyst til at give den naturlige metode en chance. Kroppen kan helbrede meget mere end vi tror, hvis blot vi giver den muligheden for det.
Mvh. Louise Koch
Nb. Jeg ved godt, at nogle anbefaler, at man ikke spiser frugt, når man har binyretræthed, men det er ikke frugten som sådan, der er problemet. Problemet opstår, når man kombinerer en konventionel fedtrig kost med frugt. Holder man 80/10/10 principperne og spiser man primært råt, så er der ingen problemer. Til gengæld er det super effektivt mod trætte binyrer.
Jeg er uddannet i medier fra University of Westminster i London og University of Miami i USA, og har arbejdet mere end 10 år i TV-branchen. Samtidig er jeg certificeret ledelses- og forandringscoach, og holder ind imellem foredrag og kurser. Dertil kommer mit hjertesbarn ‘Rask på Raw’ – www.raskpaaraw.dk, hvor jeg skriver om naturlig helbredelse vha. raw food retningen 80/10/10 og super sund livsstil. I dag hjælper jeg andre med også at blive raske, glade og energiske helt naturligt uden kosttilskud og behandlinger, og har skrevet de to mest omfattende bøger om emnet på dansk.